Beskriv en atypisk arbejdsdag
Dem er der masser af. I og med at jeg er Michaels medhjælper,
bliver jeg sat på rigtig mange forskellige opgaver. Disse kan
f.eks. bestå i at skille/samle møbler, transportere flyttekasser
rundt i huset, ordne mødelokaler inden møder etc. Derudover er der
ind imellem sager, der er så vigtige, at de skal leveres med
ledsagelse af én fra huset. Dette har jeg også prøvet et par gange,
f.eks. til Finansministeriet.
Én speciel dag, der viste sig at udvikle sig særligt atypisk,
var i forbindelse med udskiftningen af husets mange computere.
Lastvognen med 150 stk. computere kom et par timer for sent fra
Ungarn, og den havde hverken rampe eller gaffeltruck til aflæsning
af computerne. Dertil skal det lige siges, at vores 19 paller med
computere stod bag ved 10 paller andre computere, som skulle
flyttes, før at vi overhovedet kunne starte på at læsse vores
af.
Derudover var de ungarske chauffører ikke så habile til hverken
engelsk eller tysk, så her måtte vi improvisere for overhovedet at
kunne kommunikere med dem. Der blev tænkt kreativt, og vi fik fat i
et flyttefirma og brugte deres lastbil (med rampe) til at læsse de
19 paller, på i alt 2,1 tons, af. Hvad der skulle have taget 3-4
mand 15-20 minutter, tog i stedet 7 mand omkring 2 timer. Måske vi
skal anvende samme taktik, når næste halvdel af de nye computere
ankommer. Det var en sjov og anderledes dag, som deltagerne nok
ikke glemmer med det samme.
Hvilket tidspunkt er det bedste på dagen for
dig?
Det bedste tidspunkt på dagen er, når vi har frokostpause og kan
nyde et lækkert måltid med kollegerne inde i kantinen eller ude i
solen på tagterassen om sommeren. Det er en lille pause i
arbejdsdagen, hvor stemningen bærer præg af afslapning og
hygge.