Hop til indhold kammeradvokaten
 

KAMMERADVOKATENS SOMMERSKOLE

Ser du dig selv i retten, hvor du med ildhu og gejst procederer for en dommer? Eller er dit mål at blive en skarp juridisk forhandler? På Kammeradvokatens sommerskole kan du udleve disse roller - og mere til.

Vores sommerskole er målrettet dig, som overvejer, om en karriere som advokat er den rigtige vej at gå, herunder hvilken type advokat du i givet fald vil være.

I løbet af fire intense dage giver vi dig et godt indblik i advokatens rolle med hovedvægt på procedure og rådgivning/forhandlingsteknik.

Procedureadvokaten

Som advokat for staten fører vi rigtig mange retssager. Mange af sagerne er principielle eller har på anden måde et vidererækkende perspektiv. Inden for det seneste år har vi f.eks. repræsenteret staten i retssagerne anlagt af Christiania, og vi førte sagen ved Højesteret om, hvorvidt det var grundlovsstridigt at deltage i Irak-krigen.

Pt. fører vi de omtrent 300 retssager om lovligheden af frihedsberøvelsen af demonstranter under COP15 topmødet.

På sommerskolen forbereder du - sammen med andre studerende og kompetente vejledere - en fiktiv retssag, som procederes foran et kyndigt dommerpanel.

Advokaten som forhandler

Vores advokater optræder ofte som rådgivere og forhandlere for klienterne. Inden for de seneste år har vi eksempelvis medvirket til at organisere samarbejdet mellem staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune om den fremtidige struktur for Metroen og Ørestaden, ligesom vi har bistået staten med etablering af Finansiel Stabilitet A/S, som skal sørge for afviklingen af nødlidende danske banker.

På sommerskolen vil du komme til at deltage i forhandlinger, hvor målet er at få aftalt vilkår, som bedst muligt sikrer de involveredes interesser.


STUD_KMP_JHE_FSI_1

Sommerskolen bliver afholdt medio august hvert år.  Arrangementet er relevant for alle jurastuderende, som overvejer at blive advokater.

Programmet for sommerskolen tager udgangspunkt i vores firma og klienter, så der vil naturligt være referencer til vores særlige rolle som advokat for staten. Men rollerne som procedør og rådgiver er også relevante for advokater med andre klienter - vi har jo altid en modpart i vores sager repræsenteret ved et andet advokatfirma.

Det er derfor ikke en forudsætning for din deltagelse, at du har et særligt ønske om at blive ansat hos os.

Sommerskolen afholdes hvert år hos Kammeradvokaten, Vester Farimagsgade 23, 1606 København V (tæt ved Vesterport Station og Københavns Hovedbanegård).

Deltagelse i sommerskolen er gratis. Og vi sørger også for overnatning.

Da vi gerne vil give deltagerne en god oplevelse, herunder et meget aktivt kursusforløb med tæt kontakt til underviserne, optager vi højst 24 kursister. For at komme i betragtning skal du sende en kortfattet ansøgning til info@kammeradvokaten.dk med et par ord om, hvorfor du gerne vil deltage, vedlagt et CV og en karakterudskrift. Der er ansøgningsfrist primo juni hvert år.

For at sikre et tilstrækkeligt højt fagligt niveau er kurset målrettet studerende, der har færdiggjort bachelorgraden. Men dygtige studerende på 3. årsprøve kan også komme i betragtning.

SPØRGSMÅL?

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte HR på info@kammeradvokaten.dk 
eller tlf. 33 15 20 10.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

TESTIMONIALS:

» Kammeradvokaten har pakket flere måneders uddannelse ned i fire sjove, intense og lærerige dage « 

 

 » Kombinationen af spændende cases, kyndig vejledning og muligheden for at networke med andre unge har været fantastisk! «

 

» Jeg har taget noget med mig - noget fagligt, noget menneskeligt, et ansvar og en motivation «

 

Udtalelser fra deltagere på sommerskolen 2011