Hop til indhold kammeradvokaten
 

MØD HEIDI - ADVOKATFULDMÆGTIG

Hvorfor har du valgt Kammeradvokaten som arbejdsplads?

Jeg søgte hos Kammeradvokaten, fordi firmaet har et rigtig godt ry i branchen. Firmaet er kendt for et meget højt fagligt niveau, og det har været vigtigt for mig i mit valg af arbejdsplads. Derudover får man som fuldmægtig mulighed for at rokere imellem tre forskellige faggrupper i løbet af fuldmægtigtiden, hvilket ikke er en mulighed på mange andre advokatkontorer. For mig har det været vigtigt at få en bred uddannelse samt være i et miljø med en høj juridisk faglighed. Begge dele får jeg opfyldt hos Kammeradvokaten.

Hvordan vil du beskrive samarbejdet og omgangsformen i din faggruppe?

Vi har en meget uformel, afslappet og ikke mindst humoristisk omgangstone i faggruppen for Insolvens, hvor jeg arbejder. Vi er en social faggruppe, og der er en god stemning i gruppen. Har man spørgsmål eller brug for hjælp, er dørene altid åbne - uanset om det er en anden fuldmægtig eller en partner, man skal tale med. Selvom vi har travlt, bliver der ofte tid til at tale sammen på gangen - både om faglige og ikke-faglige emner. Sagerne i faggruppen kan være meget 'farverige', og mange af dem bliver også omtalt i medierne, hvilket giver et ekstra perspektiv i vores daglige arbejde.

Nævn et eksempel på en faglig udfordring

Jeg synes, at jeg bliver fagligt udfordret hver eneste dag, men skal jeg nævne et enkelt eksempel, kunne det være, at jeg efter kun ti dages ansættelse som advokatfuldmægtig blev involveret i den såkaldte 'Jægerbogssag'. Jeg var naturligvis kun med på sidelinjen, men det var utrolig spændende at få lov til at være med på en så stor sag så hurtigt efter, at jeg var blevet ansat. Det var spændende at være med i hele forløbet om en højt profileret sag, herunder at følge samarbejdet mellem klienten og advokaterne på sagen. Eksemplet illustrerer fint, at man som fuldmægtig hos Kammeradvokaten bliver inddraget og får ansvar meget hurtigt under uddannelsen.

I insolvens får man hurtigt ansvaret for sine egne sager, hvilket giver en høj grad af selvstændighed i stillingen. Men samtidig er der fokus på, at vi altid kan få hjælp, hvis vi har brug for det. Der er et sikkerhedsnet i faggruppen, og jeg kan altid spørge en erfaren advokat til råds, hvis jeg er i tvivl. Kombinationen med, at vi står på egne ben, men samtidig har sikkerhedsnettet under os, er rigtig god.

Hvad motiverer dig?

Det er motiverende at have ansvar for sine egne sager. Herudover er det vigtigt for mig med dygtige kolleger - samt et godt socialt miljø i faggruppen. Desuden bliver jeg motiveret af, at jeg kan mærke, at jeg løbende udvikler mig og bliver dygtigere. Som min partner plejer at sige: 'Har vi lært noget i dag?' Ja, det har vi.

Hvad optager dig, når du ikke er på arbejde?

Jeg er sammen med min familie, kæreste og mine venner. Jeg dyrker også en del sport, f.eks. løber jeg. Jeg synes selv, at jeg er i stand til at koble af derhjemme og samle fornyet energi. Det mener jeg er vigtigt, hvis man skal kunne levere en god arbejdsindsats.


HJA.jpg